Kamille: apotekbedets mildeste urt

Blomsten der dufter af æble

Kamille er den lille hvide blomst med den gule, kegleformede midte, som de fleste danskere kender fra tekoppen uden nødvendigvis at have set den vokse. Botanisk hedder den Matricaria chamomilla, og navnet kamille går tilbage til det græske khamaimēlon, jordæble, fordi blomsterhovedet, gnedet mellem fingrene, dufter svagt og tydeligt af æble. Det er netop denne duft der i praksis er den sikreste måde at kende den ægte kamille fra sine mange bedragere i vejkanten.

Planten er étårig, hører til kurveblomstfamilien ligesom gyldenris og malurt, og sår sig selv villigt år efter år, hvis den får lov. I vores apotekbed står den sammen med perikon og lavendel, de tre blomster der tilsammen bærer det meste af husets tetradition.

Traditionen om den milde urt

Kamille er en af de ældste og mest brugte urter i den europæiske husmedicin, nævnt i urtebøger langt tilbage, og dens ry har altid været det samme: den milde urt, den man gav til uro i maven og til den der ikke kunne falde i søvn. I dag er den også en af de mest almindelige te-urter i danske køkkener, og det er nok netop mildheden der har holdt den der i århundreder, hvor stærkere urter er kommet og gået af moden.

Som med de andre medicinplanter i bedet holder vi os til traditionen frem for løfter: vi fortæller hvad planten har været brugt til gennem tiden, og vi overlader den aktuelle sundhedsvurdering til dem der har læst medicin. Det er den samme linje vi følger på husapotekkurset, hvor kamillens glas altid er et af de første der tages ned.

Sådan dyrker vi den

Kamille sås direkte i bedet fra april, tyndt og overfladisk, for frøene skal have lys for at spire og klager hvis de dækkes for dybt. Den vil have sol, almindelig havejord og ikke for meget opmærksomhed; for meget gødning giver store planter med få blomster. Den vokser hurtigt, blomstrer samme sommer som den er sået, og bliver ved med at sætte nye blomster, hvis man holder den høstet.

Blomsterne plukkes i tør formiddag, når omkring to tredjedele af de små gule rørkroner i midten er sprunget ud, før de hvide kronblade for alvor slår sig tilbage. Høster man for sent, falder blomsten hurtigt fra hinanden under tørringen. Vi plukker kun blomsterhovedet, uden stilk, og lægger dem tyndt på net på tørreloftet, det samme loft hvor lavendelens bundter hænger ved siden af.

I tekoppen og i huset

I spisekammeret er den tørrede kamilleblomst først og fremmest te, drukket alene eller blandet med citronmelisse fra samme bed. Den indgår også i husets lette aftente, den samme blanding der nævnes på husapotekkurset, og i en svag skylning der nogle gæster bruger på sart hud. Kamille er en af de mildeste urter i hele bedet, og det er netop derfor den passer til dem der lige er begyndt at interessere sig for krydderurter: den fejler sjældent, og den smager af noget man genkender.

Den der ikke er kamille

Haven og vejkanten er fulde af blomster der ligner kamille uden at være det, og det er her duften bliver vigtig. Den almindeligste bedrager er lugtløs kamille, Tripleurospermum inodorum, en nær slægtning med samme hvide kurve og gule midte, men uden duft og uden den hule, kegleformede bund som den ægte kamilles blomsterhoved har, hvis man skærer det midt over. En anden, sjældnere forveksling er romersk kamille, Chamaemelum nobile, en flerårig, krybende plante der mest bruges som duftende bunddække og i en anden slags te end den vi laver her.

Testen er enkel og kan gøres i marken: knib et blomsterhoved over med en negl. Dufter det tydeligt af æble, og er bunden hul indeni, er det den ægte kamille. Dufter det af ingenting, er det lugtløs kamille, en helt almindelig markurt uden plads i tekoppen.

Et bed der gror sig selv

Kamille er en af de planter man sjældent behøver så to gange. Lader man nogle blomster stå og sætte frø i slutningen af sæsonen, kommer de næste års planter af sig selv, ofte tættere og kraftigere end den oprindelige såning. Det er en god urt at begynde med for den der lige har anlagt sin urtehave: den fejler sjældent, den blomstrer hele sommeren, og den belønner selv en lille indsats med en hylde fuld af te til vinteren.